Jeg er kommet til Israel for at være voluntør for organisationen Shekel. Det vil kort sagt sige, at jeg arbejder på et handicaphjem ca 35. timer i ugen. De stiller til gengæld et værelse til rådighed i en lejlighed sammen med andre voluntørere. De betaler så for strøm, vand, telefon (-men kun til Israelske numre, øv!) osv. Vi bor ikke lige ved siden af hjemmet som mange andre voluntørere i Israel gør. De har derfor hverken har transportudgifter og madudgifter (da de må spise med dér). Da vi har det får vi lidt ekstra i lommepenge, til at dække de ekstra udgifter der er forbundet med det.
Her i mandags flyttede jeg så ud den lejlighed, hvor jeg skal bo det næste halve år. Jeg bor på værelse med en anden dansk pige ved navn Trine. Desuden bor der en finsk og tre tyske piger i lejligheden. Det er en ok lejlighed, men det er ikke nyt! Der er alle de ting der skal være, men det lider samtidigt lidt under, at der ikke er ret mange, der har ofret ret meget på det, da folk ofte kun bor her et halvt til et helt år og ikke få noget for at investere lidt i det.
Fx det værelse jeg bor på har hvide væge. De fejler ikke noget, men de er ikke helt rene mere og hvis jeg skulle bor her i længere tid eller det havde været min egen lejlighed, havde jeg omgående malet dem igen. Men ja, de siger jo man vender sig til at bære over med det. Og så kan man jo tænke på visdomsordene om, at det ikke er det fysiske, men de psykiske rammer, der gør et hus til et hjem.
søndag den 16. november 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar